Vi har opført en 1.200 kvadratmeter stor bygning med både kontorfaciliter, lagerhal, vaskeplads og materialeplads. Domicilet blev indviet fredag den 6. september med tale og snoreklip af Holbæks borgmester.
Fredag den 6. september bød adm. direktør Carl-Ole Holbøll velkommen til indvielsen af Entreprenør Søren Kristiansens nye domicil. Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, var til stede for at markere begivenheden, hvor hun klippede snoren og holdt en tale, der understregede Entreprenør Søren Kristiansens betydning som en del af Holbæk Kommunes identitet og stolthed. Hendes ord blev modtaget med stor glæde af de fremmødte, der talte mere end 100 deltagere, herunder ansatte, samarbejdspartnere og kunder, som alle var med til at fejre denne store dag.
Bag opførelsen af bygningen står Entreprenør Søren Kristiansen og Holbøll, som har skabt en imponerende 1.200 kvadratmeter stor bygning, der omfatter både kontorlokaler, lagerhal, vaskeplads og en materialplads.
I 2019 solgte den daværende ejer, Søren Kristiansen, virksomheden til Holbøll A/S. Lige siden har virksomheden haft til huse i pavilloner, mens alle maskiner og materialer har haft plads under åben himmel på Rørvangsvej i Holbæk. Den nye bygning er en betydelig opgradering fra de tidligere pavilloner og giver entreprenørvirksomheden de optimale rammer for fortsat vækst og udvikling.
Inde i bygningen er der nu 400 kvadratmeter dedikeret til moderne kontorfaciliteter og en imponerende 800 kvadratmeter stor lagerhal til opbevaring af materialer og maskiner. Med den nye lagerhal har vi nu mulighed for at huse nogle af maskinerne fra Holbøll Maskiner, som hidtil har haft base i Næstved.
Endnu en bygning på vej
Ved siden af vores nye domicil – hvor vores pavilloner lå – kommer der snart en ny bygning på grunden. Vi har indgået en aftale om at bygge 1.100-1.200 kvadratmeter, som skal udlejes til en lokal virksomhed.
Vi er ved at rømme grunden og forventer, at byggeriet går i gang om 2-3 måneder.
Som med vores eget domicil, skal vi selv i Entreprenør Søren Kristiansen stå for kloak-, jord- og forsyningsarbejderne, mens Holbøll har ansvaret for at montere de færdige betonelementer.