Vi er en del af det store natur- og anlægsprojekt i Ballerup Kommune, hvor den nye bydel Kildedal by skal tage form over de næste 10-15 år. Her skal der skabes plads til både 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser – alt sammen i harmoni med naturen.
Formet med omhu
Målet med vores arbejde er at skabe et miljø, der minder om markfirbenenes nuværende levested på baneskråningen. Derfor er vi lige nu i gang med at etablere jorddiger med æglægningssteder til markfirben, som skal være på begge sider af S-banen. Der skal også etableres et mindre vandhul til padder og en sti rundt på området. Lige nu ser området lidt “opkørt” ud, men det er en del af processen. Når arbejdet er færdigt, vil området udgøre et fantastisk nyt levested for markfirben og et lækkert rastested for padder.
Biodiversitet i fokus 
Området omkring Kildedal er hjem for beskyttede arter som langøret flagermus, markfirben og spidssnudet frø. Derfor har vi sikret deres trivsel, inden vi påbegyndte de større anlægsarbejder.
Paddehegn – en lille indsats med stor betydning
For at beskytte frøer og markfirben, har der i efteråret været sat midlertidige paddehegn omkring byggepladserne. Hegnene, der er ca. 40 cm høje, sørger for, at padder og markfirben ikke vandrer ind i arbejdsområderne, så vi kan arbejde uden at forstyrre deres livscyklus.
Arbejdet udføres for Optimus Anlæg A/S.